Ny single ude nu
25. juli 2023

Den 25. august udkommer albummet STILLE URO. Du kan allerede nu høre singleforløberen TO TUNGER på diverse streamingtjenester.

 

 

NYE EU-SANGE
11. marts 2021

FRA KANCELLISPROG TIL FOLKELIG FORMIDLING

Den nordjyske sanger og musiker Mikael K har under Corona-nedlukningen produceret 5 nye sange til en podcast-serie, der hedder Fra kancellisprog til folkelig formidling.

Det er de mest mærkværdige påhit der opstår, når verden rundt om en pludselig sættes på pause. Når ens liv altid har været på landevejene – ude blandt folk til koncerter, og man pludselig ikke længere kan det, så er det så som så med inspirationen, så tvinges man til at tænke anderledes; vende det hele lidt på hovedet.

Så i stedet for at gå helt i stå kom Mikael K og idémager Ellen Raunsmed på det utraditionelle benspænd at sætte fokus på noget så usexet som EU-politik.
Det måtte være et af de mest vanskelige emner at skrive en sang om.

Det skulle hurtigt vise sig at emnet slet ikke var så kedeligt endda; EU-politik er noget der vedrører alle, men vi taler bare sjældent om det. Derfor blev projektets kerne et forsøg på at formidle EU-politik på en jordnær og vedkommende måde. Helt almindelige danskers syn på og forståelse af EU formidlet gennem en podcast og en sang, og dertilhørende musikvideo.

Ellen Raunsmed og Mikael K endte efter flere måneders research at skære projektet ned til 5 emner; Klima, Brexit, Kultur, Mindsteløn og Social dumping.

Se og hør musikvideoer og podcasts ved at klikke på dette link:

https://www.youtube.com/playlist?list=PLHvKDac1g4WS4tzqAONcCf9aEgOKTCfxB

NY ARBEJDERSANG SER DAGENS LYS
8. marts 2020

Den nordjyske troubadour Mikael K har på opfordring af Murersvendenes Brancheklub Nordjylland skrevet en ny moderne slagsang; “Murersvendenes fællessang”

Mikael K udtaler i forbindelse med udgivelsen:

Jeg kommer ud af en lang stolt tradition af arbejdere. Min farfar var murermester i Aalborg og Vendsyssel i 1950erne. Så da murerne spurgte mig, om jeg ville komponere en sang til dem, var jeg ikke i tvivl. Det ville være mig en ære. I mit daglige virke som sangskriver har jeg altid været stærkt inspireret af musikere som Pete Seeger, Bob Dylan, Røde Mor og Benny Holst, så det har ikke været uden en vis ærefrygt, at jeg nu bevæger mig ind på deres domæne. Det har været en spændende proces at dykke ned i de gamle arbejdersange og finde inspiration. Der er meget guld gemt der. Det var derfor også vigtigt for mig at skabe en stærk melodi, der egner sig til fællessang. Da min kæreste Ellen er en gammel rød ræv, var det oplagt, at hun skulle være med til at skrive teksten.

Sang og musik har altid bundet mennesker sammen i fællesskaber. I Danmark har vi en levende sangskrivertradition; en tradition hvor fællesskabet er i højsæde. Vi synger sange for at styrke fællesskabet; salmesang, morgensang og ikke mindst arbejdersange. I Danmark går traditionen for arbejder- og protestsange helt tilbage til 1800tallet. Arbejdersange, der har været med til at give identitet og sammenhold blandt landets arbejdere. Denne tradition er siden 1970erne gået lidt i glemmebogen, men den nordjyske troubadour Mikael K giver nu traditionen nyt liv.

Du kan se videoen med sangen her >

Læs artikel fra dagbladet Arbejderen her >

DIT LIV ER EN SANG /// TV-SERIE MED MIKAEL K
13. marts 2019

Her er et link til 10 tv-udsendelser som jeg har været med til at lave. I 10 programmer har jeg sat mig selv på en opgave. Jeg skal møde en flok meget forskellige mennesker og prøve at se om jeg i løbet at et relativt kort møde kan blive inspireret til at lave en sang; og fremføre den! De første 2 udsendelser er tilgængelige nu og ellers kommer der nyt hver søndag aften. Showet bli’r sendt på TV2 Nord; TV Midt-Vest og TV Øst.

Du kan også klikke ind her og se det her:

www.tv2nord.dk
www.tvmidtvest.dk
www.tv2øst.dk

 

THY, HÅB og KÆRLIGHED
9. januar 2018

Jeg var i sensommeren 2017  i Klitmøller i Thy sammen med et lille filmhold for at spille en sang nede på stranden. Sangen “Klitmøller Cold Hawaii” er fra pladen “Udkantsland” der udkom tilbage i 2011, De viser noget af sangen i en serie dokumentarudsendelser til TV2 nord og TV2 midt-vest der netop har haft premiere. Del 1 er derude. Skulle du få lyst til at se hele sangen fra vores strandsession, kan du se den her >

SUPPORT FOR OLSEN
6. december 2017

Jeg er blevet spurgt om jeg kan tage med ud på Allan Olsens solo/forårturné i januar og februar 2018. Og jow, for satan; det vil jeg gerne – jeg følger med Olsen og hans crew rundt til de store musikhuse i Danmark. I kan se turplanen her på siden og under “koncerter”.