JAKOB ØLMAND
Jakob Ølmand, flink som få
Tid til at ta’ din øldragt på
På med den selvlysende sweater
og din gamle lædervest
Ud med pilsnere og cola til folket
Så de kan ha’ en fest!

Jakob Ølmand, ting er sket
Siden du fik eksamen fra dit universitet
Kone og børn og kirkeklokker
Villa i Brønderslev
Fast job som ølkusk og lastbil-trucker
Op i røven med al det ævl!

Jakob Ølmand, Cand. Scient Adm.
Du ku’ ha’ været en embedsmand i hovedstaden
Et slipsedyr i sin kafkanske sofa
Men du er i Champions League
Med gasgrill og carport og Toyota
Og din egen politik!

Jakob Ølmand, dårlig dag
Tid til at ta’ din øldragt af
Ramt af tidens nye standard
Nu er du statistik
Stille eksistenser er truede arter
Nogen har lagt taktik!

« Tilbage